Klassisk ridning & klassisk dressur er udtryk der er blevet brugt vidt og bredt, og det kan derfor være svært at vide hvad det egentlig betyder når nogen taler om klassisk ridning..

‘Klassisk’ henviser til en historisk reference til fortiden, herfra hvor ridekunsten har sine rødder, sit fundament, sin begyndelse og sin udvikling. På en måde giver det respektabilitet og legitimitet at sige at man rider efter klassiske principper. Men at sige at man rider efter klassiske principper, kan betyde mange ting, og det er der mange eksempler på at det gør!

• I konkurrence ridningen henviser FEI til at deres forordninger stammer fra klassiske værker. Dette bruger man til at bekræfte at man har den viden der skal til for at bedømme god og dårlig ridning, uddanne beridere, vurdere kvaliteten af heste mv.
  
• I det 17. og 18. århundrede brugte man udstyr som nogen stadig i dag bruger, fordi de mener at ægte klassisk ridning kun kan opnås ved brugen af dette.
  
• I nogen kredse tror man på at ægte klassisk ridning kun er for “barokke” racer, og derfor mener man ikke at den klassiske tilgang kan bruges til andre racer.
  
• Øvelser som capriole, levade, courbette mv. er i nogens øjne det ultimative mål hvis man rider klassisk ridning, hvorimod springning slet ikke er!

Men er ‘klassisk’ som udtryk en specialitet i sig selv?
Ovenstående er historisk klassiske, men også restriktive og forældede. Klassisk er ikke nødvendigvis konservatisme, som mange vil forsøge at få dig til at tro. For det er vigtigt, vi ikke tilsidesætter al det positive som nyere tid har givet os. Vi kan bruge historien til at se på hvordan ridekunsten har udviklet sig, og hvordan ny viden har hjulpet os til bedre at forstå hesten som væsen, ven og partner.

Den røde tråd i ridekunstens historie

Lad os dykke lidt ned i historien og udviklingen af ridekunsten.

Vi starter i middelalderen, som var en trist tid for hesten, den blev primært brugt til krig, hårdt og tungt arbejde eller som slagtedyr. Ridningen var hård og udstyret var voldsomt. Hesten skulle makke ret, det var en slave.

Videre til det 15. århundredes Italien, hvor to tilgange opstod som følge af en tronarvinge krig i Napoli. Den ene tilgang var Charles VIII’s middelalderlige kavaleri, der havde fokus på kraftens magt. Mens den anden tilgang var den af Ferdinand af Aragonien, der red efter stilen “Ginetta”, som var en ridestil, der havde rødder i eroberingsridt og tyrefægtning, hestene var atletiske, smidige og let styrbare. Charles VIII tabte og den iberiske hest, som blev brugt af Ferdinand af Aragonien, blev en del af en afgørende forandring af ridekunsten. Federico Grisone, der i sin tid blev kaldt for “faderen af ridekunsten”, skrev det første værk om ridekunsten i det tidlige moderne Europa. Han ledte Napoli’s rideakademi og med den iberiske hest skabte han et fantastisk ry for akademiet, der tiltrak ryttere fra hele Europa.

Giovanni Pignatelli, der blandt andet studerede ved Grisone, men også ved Conestabile og Fiaschi, var den første der mente at eftergivenhed og accept af biddet ikke skulle komme fra fysisk restriktion, kraft og tvang. Pignatelli brugte derfor et simplere og blødere bid på alle heste han red, og mange var vidner til, at hans erfaring og viden var det, der uddannede hesten på smukkeste vis, og ikke udstyret, som ellers ofte i 1500-tallet, var det der kommunikerede med hesten, frem for rytteren. Pignatelli’s simplere og blødere bid blev brugt frem til slutningen af det 18. århundrede.

I 1600-tallet opfandt William Cavendish, den første Hertug af Newcastle, uheldigvis glidetøjlen, dog brugte han den på en kapsun og ikke i biddet. Men han udfordrede også tankegangen bag brugen af de to søjler, man bandt hestene til når man skulle lære dem at samle sig. Newcastle fjernede den ene søjle og trænede hesten rundt om denne. Han foretrak kapsun og trensebid til uddannelse af de unge heste.

François Robichon de La Guérinière, nok en af de mest indflydelsesrige mestre i ridekunstens verden, og i 1700-tallet befriede hesten helt fra søjlerne. Han introducerede og udviklede longearbejdet, og udviklede på versaden og brugte den på lige spor, samt nedskrev vigtig information om brugen af øvelsen, heriblandt hvordan versaden er vigtig for balance og eftergivenhed. Han gav gennem de franske metoder ‘Demi-Arrêt’ og ‘Descente de Main’ hesten mere frihed.

Kong Louis XV af Frankrig havde en favorit rytter, han hed Louis Cazeau De Nestier. Nestier var medlem af rideskolen i Versailles, og var manden bag afkortningen af sidestænderne på kandarbiddet. I den forbindelse foreslog Nestier også, at disse blev brugt i kombination med simple trensebid, så man ikke behøvede at give signaler gennem stangbiddet hele tiden.

Manden François Baucher revolutionerede ridekunsten med sin teknik til at samle hesten uden søjler eller hjælpemidler. Han udviklede arbejde for hånd, inklusiv fleksion af nakke og hals, samt mobilisering af bagpart og skuldre. Men Baucher er også manden bag seriechangementer, han imponerede alle med de første ettere, som han viste i sin tid i cirkus i Paris. Med hans kendte sætning “hand without legs, legs without hand” blev hans ‘2nd manner’ kendt verden over.

Trods Federigo Caprilli gik bort som bare 39årig, nåede han alligevel at være revolutionær i ridekunstens verden. Han opfandt den moderne springteknik som vi kender i dag, hvor vi rejser os i stigbøjlerne og lægger vores vægt frem, så vi kan hjælpe hesten med at holde balancen over springet og ned i landingen, men også hvor vi giver hesten mere tøjle, og derved frihed over springet. Indtil Caprilli lænede rytterne sig tilbage, og trak hårdt tilbage i tøjlerne, voldsomt smertefuldt for hestene. Takket være Caprilli sluttede det i 1920’erne

Har du fundet den røde tråd hos de 7 mestre hvis historier jeg kort har fortalt her?
Hvis ikke, så lad mig uddybe!

Ridekunsten har ændret sig hver eneste gang intelligens har sejret over magt, kraft og tvang. Når søgen efter udstyrets simplificering og årsagen til brugen, vinder over effekten man kan få ud af at bruge det. Ruten mod at forstå hesten, dens natur og rødder har ændret ikke bare måden vi ser hesten på, men også måden vi træner den på.

Med dette i mente virker det til at udtrykket ‘klassisk’ ofte bliver brugt til at beskrive ‘almindeligt’, ‘konventionelt’ eller ‘traditionelt’.
Men i ridekunsten er ‘klassisk’ en sindstilstand, fri for tid og sted, fri for discipliner, grænser, titler og sejre, men hvor etik, æstetik og viden skaber fundamentet. Det indebærer afvisning af de lette, hurtige løsninger, der tilgodeser mennesket frem for hesten, og det distancerer sig selv fra kunstige bevægelser, og fokuserer i stedet på at raffinere de naturlige bevægelser. Det klassiske vil sikre hestens sundhed og et langt liv.

Hvorfor er konkurrence ridning så ikke ‘klassisk’?

Lad mig ridse op, nogle af de ting der er brugt i FEI ridning gennem årene og som stadig bliver flittigt brugt, så kan vi sammen vurdere om det lever op til ovenstående konklusion:

• Brug af glidetøjler, indspændinger, stramme næsebånd mv.
• Hård brug af bid med blod og misfarvning til følge.
• Fundamentale fejl i grundridningen herunder hyperflexion, taktfejl, balanceproblemer mv.
• Kunstige bevægelser herunder piaffe, passage og fri trav.
  
  …jeg kunne blive ved, og jeg er sikker på at du selv kan tilføje et par ting til listen, så jeg stopper her, you get the point!

Dressuren på konkurrencebanerne er ikke klassisk. Trods FEI’s forordninger har rødder i klassiske værker, er mange af de klassiske principper over årene skrevet ud eller bliver direkte ignoreret.

• Så lever konkurrence ridningen i 2025 op til evolutionen af den klassiske ridekunst?
• Har FEI sikret at intelligens har sejret over magt, kraft og tvang?
• Er det etikken, æstetikken og viden, der skaber fundamentet?
• Afviser FEI og konkurrence rytterne den lette og hurtige løsning, der tilgodeser mennesket frem for hesten?
• Distancerer konkurrence ridningen sig selv fra kunstige bevægelser?
• Har den fokus på at raffinere de naturlige bevægelser?
• Sikre FEI og rytterne der rider konkurrencer hestens sundhed og et langt liv?

Der er ikke ET af disse spørgsmål, man kan sige ja til!
Så nej, moderne ridning er ikke klassisk. Kulturen er slet ikke i den sindstilstand, det kræver for at kunne sige ja til disse spørgsmål.
Den er ikke fri, åben og på den rute, der ønsker at forstå hesten, dens natur og dens rødder, og det er her det klassiske udspringer fra, det er her jeg selv blev forelsket i det klassiske!