Lejrene i hesteverdenen bliver mere og mere opdelt. Vi deles op i holdninger, discipliner, udstyr, overbevisninger, målsætninger, hesteracer, niveauer osv, osv, osv…
Er det egentlig det smarteste at dele sig op og kæmpe imod hinanden når man står i en fælles krise?

For ja, denne krise er ikke kun for sporten. Vi står alle sammen i denne grøft, side om side og ruller øjne af hinanden. Men hvad vi glemmer er at hesteverdenens SLO (Social License to Operate) ikke kun er sportens, den er vores alle sammens. Mister vi den tro og tillid, der er til at vi kan træne og ride på heste med respekt, forståelse og nænsomhed, så mister vi det altså alle sammen.

Hvad kæmper vi for?
Hvad kæmper vi imod?
Hvad er formålet?
Hvad er håbet?

Min oplevelse er, at alle ved, at der skal ændringer til i ridesporten, men altså også i resten af hesteverdenen, også er uvenskab og splittelse ganske enkelt ikke vejen frem, som jeg ser det.
Jeg havde en snak med træner Bart Hartogsveld i mit seneste afsnit af min podcast ‘Wonderings of a Horsegirl’, og her delte Bart sine tanker om denne splittelse i hesteverdenen.

“Try & look at it , I think, as exercises rather than two camps or different sects or groups or whatever.”

Bart Hartogsveld

Det satte virkelig tanker i gang hos mig, og jeg har siden observeret tonen, retorikken og fremgangsmåden i diverse grupper på Facebook, som jo er det medie, der holder ild i debatten. 

Her ser jeg virkelig den opdeling som Bart henviser til, hvor folk afviser hinanden fordi de ikke er på samme niveau, i samme disciplin, har samme type hest eller har samme mål. Men der er også folk der deler andres indhold med nedladende kommentarer, grimme henvisninger til fejl der begås, og sågar fordømmelse og latterliggørelse der bakkes op af andre, alt sammen helt uden at vide den sammenhæng der ligger til grund for de 10 sekunders video der deles. Ofte har jeg oplevet både selv og observeret andre, der bliver modarbejdet og forfulgt hvor der graves mange år tilbage i videoer og billeder, for at bevise at personen ikke selv kan leve op til den holdning de udviser nu, flere år efter det opgravede materiale er delt.

Vi har endda nået et punkt hvor vi ikke længere kun bekriger dem i den anden lejr.
Afvisninger af faglige argumenter er blevet en fast del af repertoiret, der benyttes for at fremme egen holdning, uanset hvor valide kilder de måtte komme fra. For guru dyrkelsen er mere aktuel end nogensinde før, og hvis ikke de faglige argumenter passer ind i det, den person’s udvalgte guru nu prædiker, så betegnes de som “vås” eller direkte ukorrekte. Denne guru dyrkelse intensiverer opdelingen i hesteverdenen, og vi mister fuldstændig åbenheden for inspiration udefra. Og hvordan skal vi dog forandre, forbedre og forny hesteverdenen hvis vi bare siger at det DU gør er forkert og det JEG gør er det rigtige?
Hvad tænker vi, at denne adfærd opnår?
Er man overhovedet interesseret i løsninger, eller vil man bare gerne pege fingre af de andre?
Viser vi ikke bare at hesteverdenen er et ubehageligt sted hvor vi dømmer hinanden, peger fingre af hinanden, udskammer hinanden og latterliggøre dem, der ikke er enige med os?

Så her er mit alternativ – Hvad med at vi stod sammen!
Hvis vi var mere åbne og imødekommende overfor hinanden, forstående over at vi kommer fra meget forskellige steder, men at vi har kærlighed og interesse for hestene til fælles.
Hvad med at vi udviste fælles front, og talte om de problemer vi står overfor, og at vi i dialog med hinanden fandt løsninger på tingene. Løsninger der måske ikke er perfekte for mig eller dig, men for hestene!

“Jamen Sielja, det har vi prøvet!”  – Det vil begge lejre sige til mig nu!

Men NEJ, det har vi ikke! For dialog kræver gensidig respekt, forståelse og åbenhed. Og INGEN udviser dette overfor dem de er uenige med, og derfor vil man ikke sætte sig ned med de andre…for ærlig talt, hvem gider tale med nogen der allerede har dømt og latterliggjort en selv før man indgår i dialogen?

Du kan lytte til hele afsnittet med Bart Hartogsveld på Spotify eller på Apple Podcast